Download Microsoft Jigsaw gratis herunder
Nyd en masse flotte puslespil på din computer med Microsoft Jigsaw, som du kan downloade helt gratis!
Puslespil har eksisteret i rigtig mange hundrede år. Når du og de fleste andre tænker på dem, så tænkes der nok på gammeldags fysiske puslespil af træ og pap, men hvorfor ikke også nyde et godt og udfordrende puslespil på computeren? Det er lige præcis det, som du har mulighed for med gratis-spillet Microsoft Jigsaw! Det er super smart, for så kan du lægge puslespil, uanset om du sidder på jobbet, studiet, ferien eller alle mulige andre steder!
Vi har lavet en lille test af Microsoft Jigsaw, og det har resulteret i denne anmeldelse, som du kan læse her. Vores PC kører Windows 11, men det er også muligt at installere spillet på Windows 10. Gameplay fra Microsoft Jigsaw kan ses på de mange screenshots og GIF-billeder her på siden!
Reklamer og “in-app purchases”
Først og fremmest vil vi gerne gøre opmærksom på, at selvom du helt gratis kan downloade, installere og spille Microsoft Jigsaw, så er der masser af reklamer i spillet. Vi synes ikke, at det fuldstændig ødelægger spiloplevelsen, men det er irriterende. Det er især frustrerende, når man fx skal se en 30 sekunders reklamevideo, før man overhovedet kan komme i gang med et puslespil.
“In-app purchases” (betaling med ægte penge) eksisterer dog i Microsoft Jigsaw. Du kan fx betale for at få reklamerne fjernet. Du kan enten købe en måned for £1,19 eller et år for £7.69. Disse priser virker fair nok, for det er nogle små beløb for mange timers underholdning, men vi synes, at det ville have været bedre, hvis man i stedet kunne nøjes med at betale en enkelt gang.
Som det ses på ovenstående screenshot fra spillet, så giver betaling også en række fordele. Når du lægger et puslespil, så kan du eksempelvis få vist puslespilsmotivet i baggrunden, og betaling giver dig også mulighed for at optjene points hurtigere end normalt. Vi synes, at dette gør spillet “pay to win”, da du jo kan betale dig for væsentlige spillemæssige fordele, og dette er vi ikke fans af.
Oplåsning af nye puslespil kræver guldbarrer, hvilket er spillets egen in-game valuta, men hvis du ikke har nok guldbarrer, så kan du desuden også her vælge at betale med rigtige penge.
Download og installation
Hvis du synes, at Microsoft Jigsaw lyder som et spændende spil, så kan du downloade det inde i Microsoft Store, hvilket er en programbutik, som automatisk er installeret på de nyeste versioner af Windows. På mange måder kan man måske betragte Microsoft Store lidt som en slags PC-udgave af Apples App Store på iPhones og iPads.
Først og fremmest skal du rulle ned og klikke på vores download-knap her på siden, som sender dig videre til Microsofts hjemmeside. Derinde skal du klikke på den kæmpestore blå knap med teksten “Get”, hvorefter Microsoft Jigsaw automatisk åbnes i Microsoft Store på din computer. Her klikker du ligeledes på den blå knap, og så bliver Microsoft Jigsaw downloadet og installeret.
GIF-billedet herover viser installationen af Microsoft Jigsaw på vores egen PC med Windows 11. Processen tog kun et øjeblik, og så var spillet klar. Det åbnes via startmenuen, men hvis du er typen, der ligeledes foretrækker en skrivebordsgenvej, så kan du også trække spillet ud på skrivebordet.
Gammeldags puslespil med “Classic Jigsaw”
Når du åbner Microsoft Jigsaw, så opdager du, at du kan vælge mellem 3 forskellige spiltyper. Den første har navnet “Classic Jigsaw”, og det er her, hvor du kan samle puslespil på den gode gamle traditionelle måde. Fra starten leveres Microsoft Jigsaw med puslespilssamlingerne “Wild Animals” og “Landscapes”. Begge samlinger indeholder hver 10 forskellige puslespil. Eksempelvis er der et med delfiner, som ses i toppen af siden, og der også et andet med en tiger, som ses herunder.
Alle puslespil kan løses med forskellige sværhedsgrader. Den nemmeste har navnet “easy”, hvor du skal samle 24 brikker, mens den sværeste hedder “grandmaster” og byder på hele 600 brikker. Det er dog nemmere end at samle fysiske puslespil med hænderne, da brikkerne i Microsoft Jigsaw altid har den rette rotation. Du skal blot trække brikkerne rundt med musen og placere dem de rigtige steder.
Når du er færdig med de medfølgende puslespil, så er der heldigvis mulighed for at låse mange flere op. Dette kan du gøre med guldbarrer, som er spillets in-game valuta, som du optjener undervejs i spillet. Hvis du ikke har optjent nok guldbarrer, så kan du også låse nye puslespil op ved at betale for dem med rigtige penge.
Nye slags puslespil med “Jigsaw Jam” og “Daily Challenges”
Udover muligheden for at samle puslespil på helt klassisk vis, byder Microsoft Jigsaw også på spiltyperne “Jigsaw Jam” og “Daily Challenges”. Begge disse spiltyper indeholder nye slags udfordringer, der ikke normalt spilles med fysiske puslespil af pap og træ.
I “Jigsaw Jam”, som ses på nedenstående GIF-billede, får du hele tiden udleveret en enkelt brik, som du skal placere det rigtige sted. Dette skal du gøre så hurtigt som muligt, for der er nemlig ikke ubegrænset tid til rådighed. Jo flere udfordringer du løser, og jo hurtigere du er til at gøre det, desto flere points optjener du.
Den tredje og sidste spiltype er “Daily Challenges”, hvor du kan løse daglige udfordringer hver dag. Som det ses på GIF-billedet under dette afsnit, så kan du fx udfordre dig selv med “Lock Breaker”, hvor du skal placere 9 forskellige brikker rundt om en bestemt brik. Du har kun en begrænset mængde forsøg, så du skal forsøge at lave så få fejl som muligt.
Samlet set er der altså 3 forskellige spiltyper i Microsoft Jigsaw, og det gør, at hvis du keder dig med et bestemt puslespil, så kan du hurtigt springe over og prøve en anden type udfordring.
Konklusion
Samlet set, så er Microsoft Jigsaw et fint lille spil. Der er nemlig rigtig mange flotte puslespil og spændende spiltyper, som du kan udfordre dig selv med. Alle reklamerne er dog ret irriterende, og vi synes ikke, at det er så fedt, at spillet er en smule “pay to win”, da nogle fordele kun kan låses op ved at betale et månedligt beløb med rigtige penge. Der er dog ingen tvivl om, at vi var godt underholdt af Microsoft Jigsaw, og hvis du også er fan af puslespil, så synes vi, at du skal overveje at tjekke spillet ud!
Muligheder for download af Microsoft Jigsaw - Danske servere
Download Microsoft Jigsaw her (gratis og kontrolleret for virus)Detaljeret information om Microsoft Jigsaw
-
Licens:
Freeware -
Version:
2.6.6091.0 -
Tilføjet:
29/06-2023 -
Sidst opdateret:
30/06-2023 -
Kritikers vurdering:
60/100 points -
Understøtter officielt OS:
Windows -
Producent:
Microsoft Corporation