Anmeldelse af Windows 8

Det er næppe en overdrivelse fra Microsofts side, at Windows 8 er den største forandring til Windows-serien siden lanceringen af Windows 95. Den største forandring er brugerfladen som er udviklet til at være kompatibelt med touch-screen eller keyboard og mus. Windows 8 er også den største lancering af et produkt i Microsofts historie og der har været talte meget om det nye styresystem og dets funktioner. I denne artikel vil vi prøve at anmelde Windows 8 og give vores ærlige mening om styresystemet. Windows 8 kaldes af Microsoft for "reimagining" og hentyder til, at Windows 8 er en ny måde at tænke, opleve og arbejde med Windows på. Windows 8 skal ses i lyset af Microsoft behov for at trænge ind på markedet for mobile styresystemer til bla. smartphones og tablet computere, hvor aktører som Apple og Google aggressivt vinder frem med Android og iOS.


Det grundlæggende


Den største forandring i Windows 8 er, at Microsoft har valgt en brugerflade som bruger Metro-stilen som bl.a. blev verdenskendt ved lanceringen af Windows Phone sidste år. Der er ingen Startknap eller Skrivebord som i tidligere udgaver af Windows (fortvivl ikke, da Skrivebordet blot er gemt under Metro brugerfladen) - her er kun rækker af farverige fliser med titler på apps og grupper af apps (apps skal her forstås som programmer og services som f. eks Facebook, DropBox osv.). Hvis du bruger din Microsoft konto, så bliver Outlook, SkyDrive, Facebook, LinkedIN og alle apps personlige med interaktive billeder og opdateringer fra dine sociale tjenester - igen inspireret af Windows Phone. Derudover bliver fliserne løbende opdateret med informationer som er relevante for den specifikke app eller service den repræsenterer. At navigere rundt i Windows 8 er nok det mest kontroversielle aspekt og det vil stille krav til brugeren for at få ind under huden. Alle de opgaver som førhen blev udført via Startknappen kan du nu udføre direkte fra Startskærmen (altså fra Metro brugerfladen og alle fliserne). Kort sagt, så har Microsoft satset på et simplificeret udseende, hvorfra alle funktioner og programmer kan tilgås direkte og uden omveje.


Hvad skete der med Startknappen?


Rent faktisk så er Startskærmen ikke en erstatning for Startknappen og Skrivebordet, men en helt ny måde at arbejde med Windows. Software og apps som er udviklet til at være kompatible med Windows 8, f. eks Internet Explorer og Outlook, vil åbne op og "overtage" hele skærmen. Ingen af de velkendte menuer og værktøjslinjer vil være synlige. Der vil til gengæld være ekstra knapper og kontrolniveauer specifikt til det program du åbner. Igen er inspirationen hentet fra Windows Phone, eller hvilken som helst anden smartphone, hvor en bestemt app overtager skærmen og brugeren fokuserer udelukkende på dens funktioner. Software og apps som er udviklet specifikt til Windows 8 brugerfladen kan erhverves via Microsofts Windows App Store - udvalget er lige nu begrænset, men Microsoft lover det vil hurtigt forøges.


Det velkendte Skrivebord


Den traditionelle desktop, også kaldet Skrivebordet på dansk, og de velkendte programmer er stadigvæk til stede i Windows 8. Du kan tilgå Skrivebordet ved at klikke på flisen/ikonet via Startskærmen i Windows 8. Mange brugere vil finde Startskærmen flot, fascinerende og funktionsrig, men vil hovedsageligt anvende Skrivebordet fortsat. Derfor har Microsoft klogelig valgt, at bevare denne grafiske del af brugerfladen så alle brugere kan være med og vænne sig til Windows 8. Skrivebordet ligner sig selv som i Windows Vista og Windows 7 - der er tilføjet nogle grafiske forbedringer, men i sin helhed er opbygningen og placeringen af ikoner, grafiske elementer og genveje stort set identisk med tidligere versioner af Skrivebordet. Som bruger vil du føle dig hjemme i dette miljø - her er Kontrolpanel, Computer, Papirkurv og alle de traditionelle funktioner tilstede + de tastaturgenveje du er vant til. Selvom du er tilbage på Skrivebordet kan du løbende skifte mellem Metro Startskærmen og det traditionelle Skrivebord, blot klik på "Windows-tasten" på dit keyboard - det kan virke lidt meget "springen frem og tilbage", men det hjælper rent faktisk til at lære den nye brugerflade at kende, samtidigt med at du kan finde tilbage i trygge rammer så snart en bestemt funktion skal udføres.


Systemkrav til Windows 8


For at afvikle Windows 8 uden problemer og glidende på din computer, så er her de anbefalede systemkrav: Processor: 1 gigahertz (GHz) eller hurtigere 32-bit (x86) eller 64-bit (x64) RAM: 1 gigabyte (GB) (32-bit) eller 2 GB (64-bit) Harddisk: 16 GB harddiskplads (32-bit) eller 20 GB (64-bit) Grafikkort: DirectX 9 grafikkort med WDDM 1.0 eller bedre drivere


Vores konklusion:


Windows 8 er flot og det er nyskabende, men vær opmærksom på at det først kommer til sin fulde ret på en tablet computer og med en touch-screen. En ting som virkelig er værd at fremhæve er opstartshastigheden - her har Microsoft skudt papegøjen, da Windows 8 starter lynhurtigt op i forhold til Windows 7 og Windows Vista. Her er en oversigt over For/Imod meninger som vi ærligt mener, karakteriserer Windows 8: For: - Hurtig opstartstid og med det rette hardware, så er Windows 8 lynhurtigt. - Store forbedringer i den interne såvel som den eksterne sikkerhed. - Afvikler du Windows 8 på en bærbar enhed, så er batteritiden meget lang. - Optimeret til touch-screen og det fungerer næsten perfekt. - Nem integration med nye programmer og software i Windows 8. Imod: - Startknappen er væk - det lyder banalt, men mange brugere vil savne den. - Kan ikke starte op direkte til Skrivebordet. - Udnyttes optimalt med en touch-screen, trackpad eller touch-mus - Den nye Metro brugerflade/startskærm vil gå nogle brugere på nerverne. - Enkelte ældre CPU'er kan ikke afvikle Windows 8.


Her kan du købe Windows 8: Køb Windows 8 Home 32-bit/64-bit


Her kan du købe Windows 10: Køb Windows 10 Professional