En Diablo nørds bekendelser...

Det hele startede i 1996, da det første Diablo I spil blev udgivet. En hel generation af nørder blev fanget. Det var mørkt, brutalt og ikke mindst blodigt. En helt ny måde at spille RPG spil på. Slås, dræb, loot, level-up, og gentag. Det var simpelt, men man blev lynhurtigt fanget. Diablo I ser ikke ud af meget i forhold til dagens målestok, men med datidens standard var det epokegørende.
I 2000 kom Diablo II. Gameplayet var det samme, grafikken var forbedret, og historien var blevet kraftigt udbygget, selv om den havde samme udgangspunkt som Diablo I.
Begge spil blev en kæmpe success og Diablo II kan stadig spilles over Battle.net som er Blizzards platform for online spil. I 2001 kom udvidelsen til Diablo II og i de 11 år siden har alle Diablonørder verden ventet på forsættelsen.
I Juni 2008 blev det officielt annonceret af Blizzard at de ville producere en 3’er. I vanlig Blizzard stil skulle der dog gå en del år før spillet reelt kom på markedet. Spillet fik release date tirsdag d. 15.5.12 kl 00.01 i Danmark, og verdens nørder kunne begynde at forberede sig på djævlens komme.
I mit tilfælde betød dette et godt gammeldags LAN event. Dog uden de gamle kendte problemer med at få computerne til at spille sammen på netværket. Vi samledes 9 knapt så unge nørder, til en uges intensiv djævlejagt, med frygt for museskader, cola-overdosis, og et alt for højt blodsukker.
Hovedparten af de nørder der spillede spillet i 1996 er vokset op, og har de første 30 år af deres liv i bakspejlet. Vi har job, koner og børn, men dette skulle dog ikke forhindre os i at tage ferie, holde fri eller pjække fra hverdagens gøremål, for at kunne være med til udgivelsen af Diablo III.
Med lidt bedre sans for planlægning end vi havde for 15 år siden, startede vi LAN festen med en tur i Bilka. Der var tilbud på Cola, og da det var den største post på budgettet, virkede det fornuftigt at tage højde for dette. Ikke mindre end 120 flasker, eller 180 liter blev indkøbt til formålet, og sat i garagen til sikker opbevaring. Der blev bestilt kage, boller og snacks ved mødre og koner, så alt var klart til d. 15.
Mandag d. 14 oprindt endelig men vores gear skulle sættes op, til ugens strabadser. Nørderne ankom løbende med deres computere. Skærmene var i årenes løb blevet mange kilo lettere, det virkede dog som om, at for nørderne var det modsatte tilfældet.
Kl 00.01 blev serverne i teorien åbnet, og vi skulle alle kunne logge ind. Vi sad dog 9 slukørede nørder og febrilsk hamrede på entertasten i forsøg på at logge ind. Først efter 1½ time lykkedes det for den første af os, og først efter 2½ time kom den sidste ind. Det var bestemt ventetiden værd.
Selve spillet indløste alle forventningerne. Som det oftest er tilfældet med Blizzard spil, var der praktisk talt ingen fejl. Alle de små forbedringer som man kunne tænke sig at Diablo II havde fået, var blevet indkorporeret, og alting fungerede, som var Apple begyndt at lave computerspil. Der var kun spillet at koncentrere sig om.
5 classes, (Munk, Barbar, Troldmand, Heksedoktor og DæmonJæger) giver stor variation i måden at spille på, og betyder at du kan gennemføre spillet flere gange uden at det bliver det samme.
Den største ændring i Diablo III fra Diablo II er helt sikkert opbygningen af ens karakter. Hvor man før fik point ved hver level-up, som skulle bruges på talenter og attributter, så får man nu nye skill muligheder for hvert level. Man skal derefter kun bekymre sig om hvilke spells og skills man skal bruge. Det er meget enkelt, og nogle vil måske savne den gamle opbygning, men det virkede rigtig godt, og du har større mulighed for at ændre din karakter undervejs.
Da ugen var omme var vi level 60, og havde gennemført de 3 første sværhedsgrader. (normal, nightmare og hell) og var ved den sidste, Inferno. Sværhedsgraderne stiger eksponentielt, og på Inferno er det ikke unormalt at dø 10 gange i timen. Denne sværhedsgrad er bestemt ikke for tøsedrenge, og selv de mindste monstre er en udfordring.
Diablo III indeholder på ét gennemspil mindst 100 timers underholdning. Derudover kommer muligheden for at gennemføre med andre karaktere, bruge auktionshuset og spille online med andre spillere og mange andre features.
Det meget vanedannende gameplay betød da også, at da ugen sluttede var søvn en mangelvare. Vi kunne alle sammen godt mærke, at vi ikke længere var teenagere, men det ændrede ikke på det faktum, at søndag aften var de fleste af os alligevel online, og opsat på forsat at give dæmonerne kamp til stregen.
Vi glæder os allerede til udvidelsen!

Hvis Diablo var en pige